Hunde

Aussie Action's Red Kitty

kitty top
Kitty er født 19. juni 2006 og den 16. august hentede jeg hende hos opdrætterne Kicki og Björn Näslund i Matfors nær Sundsvall.
Jeg havde besluttet, at jeg efter 25 år med schæferhunde ville prøve en ny race og det skulle være en australsk kelpie.
Der er en del kelpier i Sverige, så det var naturligt at søge dertil for at finde en hvalp. Især fordi svenskerne bruger deres kelpier til brugsarbejde noget mere end man indtil nu gør her i landet.
Kennel Aussie Action’s havde et kuld hvalpe efter en ny importeret hanhund fra Australien og en af kennelens egne tæver. Det lykkedes mig at få lov til at købe en af disse hvalpe – Aussie Action’s Red Kitty, som hendes fulde navn lyder.

Jeg tog mig god tid med at træne Kitty op til konkurrence, bl.a. fordi jeg også havde 2 andre hunde, Offi og Jacques på det tidspunkt. Og måske også lidt, fordi jeg skulle vænne mig til en lidt anden måde at træne på.

I slutningen af 2007 debuterede Kitty i B-klassen til den sidste kredskonkurrence samt DcH Herfølges klubmesterskab. Og i 2008 gik det løs med kredskonkurrencer i B-klassen. Kitty fik nogle OK resultater og vi var med til DM med en ærgerlig 4.-plads som resultat.

Efter DM gik jeg i gang med at træne A-programmet, særlig eftersøgning. Og her må jeg sige, at jeg nok har fået min største overraskelse med Kitty! Jeg arbejder med lydighedsrundering, dvs. ingen belønninger kun ros for at løbe rigtigt. Det er en metode, jeg har arbejdet med i mange år på egne og andres hunde og det kan godt tage nogle måneder, før det begynder at ligne noget som helst i retning af løbearbejde.

Men ikke med Kitty. Efter kun et par gange med løb i nogle solbærrækker, så spænede den lille hund som en afsindig og syntes det var helt vildt sjovt. Efter 14 dage så stod jeg ude i en granskov og lavede eftersøgning og hun syntes, det var fantastisk. Det er den hurtigste indlæring af eftersøgning, jeg har set på nogen hund med nogen som helst metode! Derefter fulgte selvfølgelig vanskeligere arealer og andet, men det grundlæggende løbearbejde var klar på mindre end 1 måned.

I 2010 havde jeg planlagt at Kitty skulle have hvalpe, så jeg fik ikke gjort så meget ved Eliteklassens øvelser. Vi var til nogle få konkurrencer i efteråret med meget ringe resultater. Kitty havde fået den ide, at det var helt forfærdeligt at lave lydighed til konkurrence, så hun faldt fuldstændig fra hinanden og ville ingenting, når vi var til konkurrence. En laaang vinters arbejde med lydighedsøvelserne fik heldigvis rettet op på det og i 2011 sæsonen startede vi året med 3 gode konkurrencer og udtagelse til DM. Så blev Kitty parret og det resulterede i Kennel Tarrawangas første kuld kelpie hvalpe. Hvalpene var klar til at flytte hjemmefra 3 uger før DM og 10 dage før DM rejste den sidste hvalp. Så meget naturligt stillede jeg til DM med Kitty uden forventninger om noget som helst. Vi var bare med for at have det hyggeligt med gamle hundekammerater. Stor var nok alles forbavselse og da ikke mindst min, da Kitty VANDT DM!

2012 sæsonen startede rigtig fint og vi var med i Eliteturneringen for første gang. Det endte dog med at blive en noget blandet sæson især i turneringen, men vi tog dog revanche ved at vinde DM igen! Så kan de lære det alle de store schæfere og labrador m.m. – en lille og vågen....

I 2013 fik Kitty sit andet kuld hvalpe, Tarrawangas B-kuld, så igen blev det ikke til så meget på konkurrencepladserne.
Kitty er nu en rutineret elitehund, som klarer sig ganske udmærket i kokurrencer. Det er dog til at se, at Yaqui kræver mere og mere træning. Efterhånden som hun kommer opad i klasserne, bliver der mindre tid til at træne med Kitty.

Kitty er en frisk og glad hund, der elsker at træne og hun er bestemt ikke færdig med at arbejde selvom hun nu er blevet 10 år. Hun er dog gået på pension som konkurrencehund.

Temperament
Kitty er en meget aktiv og arbejdsglad hund. Hun kan træne rigtig meget og er meget glad for at træne. Hvis hun bliver motiveret rigtigt, så kan hun arbejde intensivt og længe.

Kitty er utrolig glad for mennesker, det er dog taget noget af med årene, så hun nu ikke behøver hilse på hvert eneste menneske, hun møder. Kitty er venligheden selv overfor mennesker og som regel også overfor andre hunde. Hun er dog blevet mere bestemt overfor hunde, hun ikke kan lide (mest schæfere) efter hun er blevet rigtig voksen og har opdraget på 2 kuld hvalpe.
Kitty kan også sagtens finde ud af at slappe af, når vi er hjemme. Havearbejde gider hun dog ikke, men hun kan da godt gå
med rundt, hvis det absolut skal være.

Sundhed
Kitty er en sund og rask hund, der ikke har fejlet noget.
Hun har fået røntgenfotograferet hofter og albuer med flg. resultat: HD: A, AD:0
Hjerte:
Kittys hjerte er undersøgt ved egen dyrlæge med stetoskop i november 2016. Hun er over 10 år og har et sundt og normalt hjerte uden
mislyde.

Forældre
Far: Ringbarka Born To Perform, AUCH, NLCH
Født 11-02-2004, importeret til Sverige 16.2.2006
HD A
Ringbarka Born To Perform har i alt fået 72 hvalpe:
11 i Australien, 19 i Holland, 6 i Luxemburg, 9 i Slovenien og 27 i Sverige.
Han har fået 3 kuld, i alt 15 hvalpe med Aussie Action’s Red Ilandra, kennel Aussie Action’s K, N og O-kuld.
Mor: Aussie Action's Red Ilandra, LPII, LPIII, HD A.


Subcategories