Fagin

PA-SCHACKS FAGIN

3. hund, schæferhund, han
24.7.1989 - ?


Jeg overtog Fagin i juni 1992 og solgte ham til Forsvaret juli 1994
Sidst i 1990 overtog Jørgen en ung hanhund, Pa-Schacks Fagin. På det tidspunkt var grænserne til Østtyskland blevet åbnet og det var moderne at importere østtyske schæferhunde. Fagins far Bacchus var en sådan import, som var i avlen i nogle år uden dog at producere noget særlig fantastisk afkom.

Da Fagin, godt et år gammel, indtog hjemmet, var han totalt utilpasset et almindeligt liv. Han var stort set ikke opdraget eller trænet og han havde i hvert fald ikke oplevet ret meget. ALLE lyde, der forekommer i et almindeligt hjem, tændte ham fuldstændig af, f.eks. at tænde/slukke TV, stryge en tændstik og mange andre lyde. Samtidig var han meget aktiv og rastløs hele tiden. Han elskede cykler og biler af de helt forkerte årsager – dækkene! Han røg på alt, hvad der bevægede sig og lignede et hjul, cykler, biler, plæneklippere osv. Jørgen lærte ham dog, at det var dumt at ryge på den cykel, han sad på, når de var på tur. Han kunne ikke tåle at være lukket inde i små rum, så han splittede min bil ad mere end én gang.
Da Jørgen blev træt af ham, fik han prakket mig ham på (jeg tåbelige, naive menneske!). Jeg overtog hunden og begyndte at træne med ham og i løbet af én uge værdigede han ikke Jørgen et blik! Nu var han min hund på godt og ondt. Og det var virkelig på godt og ondt – han ville egentlig gerne træne og han var utrolig adræt og hurtig. Blot kunne han ikke forlige sig med, at han skulle gøre noget, når jeg sagde det. Så i de 2 år, jeg havde Fagin var jeg 100% konsekvent i alt, der angik ham. Han lærte for hver enkelt øvelse, at han SKULLE udføre den, når jeg sagde det. Det virkede også, blot skulle det gøres for hver eneste øvelse hver for sig.
Fagin ville også meget gerne slås med andre hanhunde, men det talte vi også om. Han fik besked på at holde sin mund og ikke udfordre alle hanhunde på sin vej. Det gjorde han så, som han havde fået besked på, men hunde har jo mange signaler, så selv om han gjorde nøjagtig, som han skulle, så lykkedes det ham at provokere stort set alle hanhunde omkring ham. Han var en lille hanhund med en kæmpe udstråling og det betød, at selv den sløveste hanhund ikke kunne lide ham. Til Fagins store fornøjelse, tror jeg, så hidsede alle hanhunde sig op over ham.
Det lykkedes for mig at få en helt hæderlig B-hund ud af ham bl.a. ved at han havde en lang line på hver eneste gang, vi trænede, så han aldrig kunne undgå at lave en øvelse.
I A-klassen gik det dog ikke mere. Fagin havde i sin bagage en erfaring, der sagde ham, at hvis han først havde undladt at lystre et indkald, så var der ingen måde at undgå straf. I samme øjeblik, som jeg kaldte på ham og han af en eller anden (sommetider) uskyldig grund ikke kom med det samme, så kunne jeg ikke på nogen måde få fat på ham. Det kunne godt lade sig gøre at arbejde med i B-klassen på de korte afstande, men i A-klassens rundering gik det ikke mere.
I sommeren 1994 var jeg i Karup med Fagin og afleverede ham til Forsvaret. Jeg forklarede dem, hvordan han var, men jeg kunne tydeligt mærke, at det regnede de ikke for noget. Ja ja tænkte jeg – i skal nok blive klogere. Fagin blev godkendt og Forsvaret købte ham, da der var gået 4 uger og jeg løb nærmest op i banken med checken for at indløse den, inden de fortrød.
Senere fandt jeg ud af, at han var kommet til Stevns og hvis han havde været ustabil i forhold til mig, så var det ikke noget at regne for hvordan han var overfor den nye ejer. Men – jeg havde jo sagt det!

De gamle hunde

Fagins resultater 1993:  B-klassen         Nr. 4 ...