Sidste nyt

Onsdag den 29. marts tog Aya, Bonnie Einsbor, Maria Dale og jeg afsted mod Amsterdam og den udvalgte prins Wingdari Uluru Icon, også kaldet Chismo. Det var en lang tur i højt humør, vejret blev bedre og bedre, jo længere vi kom, så alt var tip-top.
Vi blev indlogeret på den skønneste B&B og så afsted ud til Chismo og hans ”mor” Masja Cordes. Vi blev taget godt imod og Aya var bestemt ikke uinteresseret i Chismo, men vi kunne alle konstatere, at 11.-dagen var for tidligt. Det havde jeg nu også regnet med, men så havde de mødtes og de kunne helt sikkert godt lide hinanden. Vi aftalte at komme igen om 24 timer, altså torsdag aften.
Torsdag tog vi på rigtig turisttur, ikke til Amsterdam, men til nogle fine steder udenfor byen, hvor Aya kunne være med og der ikke var noget stress på. Blandt andet gik vi tur i en gammel landsby, Marken, hvor vi fandt ud af, at der var en del hanhunde hjemme den dag. Flere steder så vi hoveder blive stukket ud af døre og låger med meget store øjne, så vi var ikke i tvivl om, at Aya nu var meget løbsk.
Nå det blev aften og vi susede tilbage til Chismo med meget store forventninger om at NU skulle det lykkes. Aya var også meget interesseret, men hver gang Chismo forsøgte sig med at komme tæt på, så sprang hun væk eller snappede efter ham.
Det var noget deprimerende, for jeg var ret sikker på, at Aya var højløbsk, men hun ville bare ikke parre. Hvad skulle vi så gøre? Maria og Bonnie skulle være hjemme lørdag, så vi var forbi mange ting, fly eller tog hjem for de to og Aya og jeg bliver tilbage – alle mulige scenarier, indtil Masja kom med det oplagte forslag – inseminering! Hallo – hvor svært kunne det være? Så kunne vi alle blive i Holland og køre sammen hjem, enten med en insemineret hund, eller hvis hun endnu ikke var klar eller med en løbsk hund og en kop til senere inseminering.
Så drog vi lettede, men dog ikke rigtig glade tilbage til vores logi.
Næste morgen klokken 8.00 ringede jeg til den anbefalede dyreklinik for at få en tid. Det kunne vi også få klokken 10.10.
Klokken 10.10 – vi så på hinanden med rædsel. Vi havde 1 times kørsel til Chismo og 1 time og 10 minutter derfra og til klinikken – og det i morgen myldretiden!
Så satte racer-Maria sig bag rattet og så var det ellers afsted. Køkørsel og alt muligt satte nerverne på højkant, jeg ringede til Masja at de måtte stå ude ved vejen med Chismo, så vi bare kunne snuppe ham i forbifarten og videre mod klinikken. Endnu mere kø. Aya kunne mærke at der var stress i bilen, så hun begyndte også at stresse lidt, Chismo sad bagi bilen og kunne kun tænke på Aya, så han sad og peb hele vejen – fantastisk tur!
Men vi nåede det og jeg fløj ind af døren til klinikken og fik meldt vores ankomst. Vi startede med en progesteron test på Aya for at få tjekket om hun var klar. Ud og vente udenfor. Vente, vente, vente og så fik vi resultatet: 18,5 – det helt rigtige tidspunkt. Nå endnu mere venten og så kom vi endelig ind med de to. Chismo fik leveret ”klatten” – men ak og ve – der var intet liv! Så stod vi der!
Chismo skulle leveres tilbage senest kl. 14, da den sidste i husstanden skulle på arbejde der. Klokken var næsten 13 og der var som bekendt 1 time og 10 minutters kørsel tilbage.
Okay, vi skulle have ham afleveret, så vi ikke skulle køre rundt med ham hele dagen. Racer-Maria strøg til rattet igen og så ellers fuld fart indtil vi mødte en totalt stillestående kø pga. et uheld.
Jeg havde min egen dagsorden på turen – at få fat i en ny hanhund – for parres – det skulle hun! Heldigvis havde vi aftenen før været med Masja til agilitytræning og havde kigget på en hanhund der, som jeg også var interesseret i til evt. senere brug. Dutch Dynamite Dweller Dwanko en sort hanhund på næsten syv år. Også med en stambog, som kunne forenes med Ayas. Jeg ringede til Mo van Mokum, hans opdrætter og ejer og vi fik lavet en aftale om at mødes og prøve med naturlig parring eller låne ham til en inseminering.
Det lykkedes endnu en gang indenfor 2 minutter at nå frem til tiden og vi fik afleveret Chismo, selvom han meget hellere ville have blevet sammen med os.
Så videre til den anden side af Amsterdam, hvor vi skulle mødes med Mo og Dwanko. Historien gentog sig, Aya syntes rigtig godt om Dwanko, men så snart han forsøgte sig med noget, så sprang hun væk. Vi forsøgte med at holde hende lidt, men hun blev helt hysterisk, da han kom tæt på, så det stoppede vi straks. Nå jeg ringede til dyreklinikken, at nu var vi klar med en ny hanhund om vi kunne få en tid igen. Det kunne vi sagtens, 2 timer senere, så for en gangs skyld havde vi god tid – til at starte med i hvert fald. Nu var vi i myldretiden igen og vi løb ind i den ene kø efter den anden og nåede først frem 10 minutter før den aftalte tid. Igen venten og så kom vi endelig ind med begge hundene. Begge hunde blev som ved aftale helt uinteressede i hinanden og parring og alt i den retning, men det lykkedes da at peppe Dwanko op til at aflevere. Ud med ham igen og han havde heldigvis fantastisk god sædkvalitet.
Så var alt godt – troede vi igen! Aya op på bordet og så ville dyrlægen føre en plasticslange ind til alle hans redskaber – skrig og skrål og jeg vil hjem! Bonnie og jeg gloede bare på hinanden, hvad sker der nu? Så viste det sig, at Aya havde en slags jomfruhinde, der først skulle brydes og dernæst var hun utrolig snæver. Så snæver, at en parring aldrig kunne have fundet sted. Okay så vidste vi da, hvorfor hun stillede sig op helt ivrig og så alligevel sprang, når hanhundene ville prøve på noget. Hun var ikke ”bare” snerpet, men havde en rigtig god grund til at skrige op.
Dyrlægen arbejde hårdt med sin sonde og vi kunne se på scanneren at han rodede rundt med sonden uden at kunne finde det rigtige sted. Som han sagde, nogle gange går det let og andre gange er det meget svært – og det her var virkelig svært! Jeg spurgte ham en 3-5 gange, om Aya ville kunne føde normalt, når hun nu havde det problem og det forsikrede han mig om hver gang. Hormonerne vil til den tid sørge for udvidelse af fødegangen.
Til sidst lykkedes det og vi åndede lettet op. Stakkels Aya kunne komme ud i bilen og sidde hos sin mor. Der skulle være 85% chance for befrugtning, så nu er det bare at krydse fingre.
Nå vi pakkede vores hunde sammen og satte endnu en gang kursen mod Amsterdam. Jeg fik afleveret Dwanko og betalt, mine papirer, som jeg havde med, var udfyldt med forkert navn og halløj hvor det gik, men jeg har da et underskrevet parringsbevis med hjem.
Så kunne vi endelig sætte kursen mod Danmark. Og endelig kunne vi få tid til at få noget at spise. Vi var nærmest løbet ud af døren om morgenen med et stykke brød i hånden og siden havde vi ædt hvad vi havde i bilen af kiks, et par bananer og en æske läkerol. På intet tidspunkt havde vi haft tid til at stoppe og købe noget som helst.
Lørdag morgen klokken 6 landede jeg her i indkørslen med Yaqui og så var det ellers i seng. Endnu en gang en masse praktiske erfaringer rigere. For hvert kuld hvalpe, lærer jeg bare noget nyt – der er så mange ting, jeg ikke ved noget om, men det bliver da bedre.