Mit hundeliv

Mit liv som hundeejer startede i 1975, da jeg fik min første hund, blandingshunden Sniff. Jeg var 13 år og havde ønsket mig en hund i lang tid. Sniff var en hund med mange problemer og det viste sig ganske tydeligt, da jeg startede på et kursushold i DcH Risskov i august 1976. Det betød, at jeg fortsatte i foreningen for at forsøge at få lidt mere styr på hunden. Samtidig syntes jeg, det var meget sjovt og hyggeligt at gå til træning, både for træningens skyld og for samværet med en masse flinke mennesker. Dengang var der ikke mange børn/unge der gik til træning og heller ikke så mange kvinder. DcH Risskov var en helt nystartet forening, men det vidste jeg jo ikke noget om.
Jeg lærte rigtig meget om hundetræning gennem Sniff. Der var ikke mange ting, der kom af sig selv, hun var en ganske selvstændig hund med en stor jagtdrift og et dårligt væsen. Så jeg nåede at arbejde med rigtig mange problemer og mange mulige løsninger.
Der sidst i 70-erne var DcH stadig en forening overvejende for mænd og deres schæferhunde, det var måske kun en 10 år, hvor der rigtig var begyndt at blive trænet med andre hunde. Træningsmetoderne passede ikke særlig godt til en nervøs jagthund med andre interesser, så det var også en udfordring for foreningen at få sådanne hunde ind.
Jeg trænede ihærdigt med Sniff og gik til konkurrencer, og lærte en masse.
Al den nye viden brugte jeg på min anden hund, schæferen Don, som jeg købte i 1983.
En pragtfuld arbejdshund, som kunne træne lige så meget det skulle være og som hellere end gerne ville træne med mig og de øvelser, der nu var i programmet. Her lærte jeg en masse omkring træning af en god hund, helt nye erfaringer igen. Ingen væsens problemer og ingen jagtdrift, som kunne forstyrre indlæringen.
I 1986 flyttede jeg til Sjælland og startede i DcH Stevns i 1987. En helt anden forening end Risskov. I Risskov havde jeg været en del af foreningen, havde været der altid og havde masser af kammerater. I Risskov var der mange aktiviteter, venskabskonkurrencer, fiduskonkurrencer, fester og masser af hundetræning. Dengang trænede rigtig mange af holdene 2 gange om ugen, så vi var rigtig meget sammen.
I DcH Stevns kom jeg ind i en etableret klub, som også havde mange aktiviteter og aktive konkurrencehunde. Men måske havde klubben stået lidt stille i sin udvikling og det betød på længere sigt en del uoverensstemmelser med ledelsen. Derfor var vi nogle stykker, der greb chancen, da den gamle formand gik af og så gik vi ind i bestyrelsen. Det medførte bl.a. at jeg blev formand for foreningen og var det en del år.
I 1992 fik jeg min 3. hund, Fagin, som i den grad bød på nye udfordringer. Han var omkring 2 år da jeg fik ham og han var nok den vanskeligste hund, jeg endnu har haft. Jeg endte med at sælge ham til Forsvaret og jeg svor, at jeg aldrig mere ville have en "brugt" hund - kun hvalp til mig tak!
I 1994 fik jeg min 4. hund Offi, en pragtfuld schæferhvalp, en tæve. Hun skulle vise sig at blive den bedste hund, jeg har haft og sikkert nogensinde får. Hun elskede at træne og udviklede sig til at blive den mest stabile konkurrencehund, man overhovedet kan forestille sig. Hun vandt SÅ meget, både i DcH’s program, nordisk og sporprøver. De konkurrencespor, som hun er blevet stoppet på, kan nok tælles på en hånd i hele hendes tid.

I 2001 overtog jeg Jacques, en schæferhan, da han var 2 år. Jeg havde jo svoret ikke igen at få en brugt hund, men Jacques havde jeg kendt og passet tit i hele hans liv, så her gjorde jeg en undtagelse. Jacques var endnu en pragtfuld hund, men helt usandsynligt sent udviklet rent psykisk. Men da han endelig blev voksen udviklede han sig til en psykisk stærk hund, der hvilede meget i sig selv i forhold til andre hunde. Han kunne også styre de unge hanner med et enkelt blik og var stort set ikke i slagsmål.
Super arbejdsglad og under bedre kontrol end Don havde været, så han nåede at få rigtig høje point i eliteklassen. Desværre kunne hans ryg ikke holde. Allerede som 6-årig var han begyndt at få problemer, og da han var 7 å
lunaur måtte jeg stoppe med ham som konkurrencehund.
Det gav mig nogle overvejelser om, hvad den næste hund skulle være. Jeg syntes mange af de ”almindelige” racer var præget af forskellige sundhedsproblemer, så jeg valgte noget helt andet.
Jeg købte i 2006 en australsk kelpie, en tæve med den plan, at hvis hun viste sig at være en god arbejdshund, så kunne hun blive starten på min kennel, og hvis ikke, så kunne hun blive hyggehund sammen med Jacques.

Det skulle vise sig at blive starten på et helt nyt kapitel af mit hundeliv – opdrætter. Jeg tog opdrætteruddannelsen i Dansk Kennel Klub og har startet kennel Tarrawangas med et lille opdræt af australsk kelpie.
I 2012 købte jeg endnu en kelpietæve, Yaqui.

Her ses Kitty, Jacques og jeg selv fra 2007.
Træner
Jeg startede som hjælpetræner i 1979 og fik mit eget hold i 1980. Det var starten på mange års trænervirksomhed. Det har været meget få og meget korte perioder siden 1980, hvor jeg ikke har haft et hold fra begynderhold op til Eliteklassen – jeg har trænet det hele. Jeg har arbejdet med rigtig, rigtig mange hunde af alle mulige racer og blandinger op igennem årene og det har naturligvis givet mig masser af erfaringer med hunde. Blandt andet har det givet mig et ret godt blik for hunde og deres egenskaber og ikke mindst for, om den benyttede træningsmetode har udsigt til at give resultater.

Vandelkursus
I 1984 startede Vandelkurset igen efter en pause på nogle år. Vandelkurset er en institution i DcH – en uges ferie med hundetræning.
Super gode uger gennem årene med masser af træning og kammeratskab på tværs af hele landet.
Jeg har været instruktør på Vandelkursus rigtig mange gange og da kurset gik ned igen i 2004, startede jeg det op igen i 2008 sammen med en lille gruppe aktive hundemennesker.

DcH Herfølge
I løbet af 2000 og 2001 tog jeg sammen med en lille skare entusiastiske mennesker, initiativ til at starte en ny DcH lokalforening i Herfølge.
Vi fandt hurtigt ud af, at det er et meget stort arbejde at starte helt fra bunden på en græsmark med et lille campingbord, men det giver også en helt speciel stemning at være pionerer i et nyt område. Arbejdet bar frugt og DcH Herfølge blev godkendt af landsforeningen pr. 1. januar 2002 og er i dag en velfungerende, mindre lokalforening med fokus på at træne hunde, der kan præstere et godt stykke arbejde.

Landsforeningen
Jeg startede min ”karriere” i landsforeningen i 1984, da jeg kom i redaktionen på DcH-bladet, landsforeningens blad. Det var 5 rigtig gode år med et super godt samarbejde. Vi lavede et blad i A5 format med sort/hvide billeder, men vi forsøgte i hvert fald at gøre indholdet interessant. Det var et rigtigt klubblad, med artikler om livet i DcH i hele landet.
Siden kom jeg både i konkurrenceudvalget, hovedbestyrelsen, brugsprøveudvalget og NM-gruppen. Jeg har været i konkurrenceudvalget i to omgange, begge gange når der har skullet laves nyt konkurrenceprogram. Senest med programmet fra 2006, der stadig med få ændringer er gældende her i 2013. Jeg har i den forbindelse altid forsøgt at få konkurrenceprogrammet så åbent som muligt med dommervejledning og det hele samt at skabe så stor sammenhæng som muligt mellem træningsmetoder og program.
I 1999 kom jeg i DcH-bladets redaktion igen og snuppede en ny 5-års periode med et meget mere moderne blad med farvebilleder og en rigtig journalist i redaktørstolen.
Efter 3 år i konkurrenceudvalget (igen) besluttede jeg i 2006, at jeg havde fået nok af landsforeningen, så jeg valgte at stoppe i konkurrenceudvalget og trække mig helt ud af landsforeningens arbejde. Jeg synes, der bliver brugt alt for meget tid i landsforeningen på igen og igen at diskutere de samme ting, alle erfaringer skal gøres på ny om og om igen, så rigtig meget arbejde er spildt, da alt skal laves om, når der kommer nye folk til.
Så jeg tænkte, at mine kræfter kunne gøre meget mere gavn lokalt – her arbejder man jo med det helt basalt vigtige – hundene!
Jeg har arbejdet i lokalforeningen DcH Herføkge siden samt brugt min fritid på forskellige tiltag blandt andet inden for kelpieverdenen.

De gamle hunde