Parringstur med Passja – er J-kuldet blevet skabt?

Denne gang har jeg været i gang med planlægning i lang tid og jeg har fundet en skøn hanhund fra Prag.
Jeg havde håbet på, at vi kunne klare det med en forsendelse med kølesæd, da det ville være en laang køretur at nå frem til hanhunden.
Passja kom i løbetid 3-4 uger, før jeg havde planlagt og netop denne løbetid var noget anderledes, end den plejer. Bl.a. var jeg ikke klar over, hvilken dag, løbetiden startede.
Et ekstra lille krydderi – bare for at øge spændingen.
Det betød, at vi måtte afsted 3 gange til progesterontest for at finde det rette tidspunkt.
I Prag var der et par løbske tæver på hold, men efterhånden som dagene gik, endte det med, at Dana ikke kunne finde en højløbsk tæve til den rette dag.
Det betød så, at vi måtte afsted med Passja mod den længselsfuldt ventende Nash.
Dana ville gerne hjælpe, så vi kunne mødes et sted i Tyskland, så der ikke var så langt at køre og Maria og Bonnie ville gerne køre med.
For lige at gøre det hele lidt mere spændende, så var min bil gået i stykker, så jeg kun kunne køre på el-delen, dvs. ca. 50 kilometer – og så er der alligevel langt til Tyskland!
Nå men jeg havde fundet (vis Google Maps satellitfotos) et lovende sted nær Potsdam. Schlosspark Marquardt så ud til at være en stor park, ikke sådan en fin en, men et naturområde med græsplæner og ned til en sø.

Mandag morgen den 20. april, 3. progesterontest. Dyrlægen sagde, at tirsdag ville være den perfekte dag, så jeg fik fat i Maria og Bonnie, at vi skulle med færgen om eftermiddagen fra Gedser. Vi mødtes ved min mekaniker i Hårlev, som fik min bil og så afsted i Marias skønne Berlingo.
Jeg havde fundet et lille sommerhus et sted på vejen, hvor der lå en restaurant lige ved siden af. Så efter et hurtigt besøg i Bordershoppen (den er ganske lille i Rostock, slet ikke som den i Puttgarden), hvor vi købte lidt fornødenheder, strøg vi afsted. Restauranten lukkede kl. 21 og vi var der lidt før kl. 20, men når der ikke er nogen kunder, så lukker de åbenbart bare. Så der stod vi. Med en pakke lillebror-ost og ikke andet. Alle steder var lukkede, men vi fandt en butik 10 kilometer væk, som vi lige kunne nå. Der købte vi noget rigtig ost og skinke samt noget ikke så spændende brød. Tilbage i huset, viste det sig at være et skønt måltid – næste morgen knap så skønt, da var vi ikke lige så sultne som om aftenen.

Tirsdag morgen kørte vi og Dana fra hver sin ende af Tyskland mod slotsparken og vi mødtes der ved 11-tiden, da vi endelig fandt hinanden.
Så kom det store øjeblik, hvor hundene skulle mødes. Nash var helt klar over, hvad der skulle ske (han har flere kuld hvalpe i forvejen), så han var fyr og flamme med det samme. Passja lidt mere tøvende, men hun syntes straks godt om Nash.
Der var den sædvanlige dans med løb og snus osv. men Passja var ikke lige til at overbevise om, at de skulle prøve noget mere.
Nash fik held med at få fat på Passja, men mindre held med at ramme det rette sted, så sæden endte på jorden. Mindst én gang og muligvis også en mindre portion mere, så lige pludselig var vi ikke så forhåbningsfulde mere.
Vi blev enige om, at vi måtte inseminere med den sidste smule sæd fra Nash frem for at risikere at det også endte på jorden. Maria er heldigvis skrap til at inseminere og jeg havde medbragt vores inseminationskit, så det var bare at komme i gang.
Inseminationen lykkedes fint, men spørgsmålet er nu, om der var sæd i den lillebitte ”klat” vi fik ud af ham. Det håber jeg, der var – der skal trods alt bare bruges 8 sædceller, så det må vel være muligt.
Vi spiste lidt frokost (meget lidt) i en cafe ved siden af parken og prøvede at tappe og inseminere en gang til, denne gang med om muligt endnu mindre fra Nash.
Passja røg ind i bilen, så hun var helt i ro. Maria sagde så, at hvis vi kørte NU, så kunne vi nå færgen i Rostock (der er ikke mange afgange), så afsted fløj vi. Farvel til Dana og Nash og fuld fart mod Rostock.
Jeg havde mit kamera med og jeg ville have taget nogle nye fotos af Nash og de to sammen, men det blev der ikke noget af. Til gengæld nåede vi færgen og fik turens største kulinariske oplevelse – 2 pølser med pomfritter – Scandlines bedste menu.

Nu er det så bare at vente – om 3 uger kan Passja blive scannet, så vi kan se, om der nogle små hvalpe i maven eller det blev til ingenting.
Hvis der er hvalpe, så skal de fødes omkring 21.-25. juni og de bliver dermed 8 uger midt i august.

Det eneste jeg kan gøre nu, er at krydse fingre og håbe på det bedste.Det var nu rigtig fint at møde Dana og Nash i vrikeligheden. Nash var en fin fyr og jeg synes, han passer godt sammen med Passja. Jeg havde netop gået efter en hanhund, der ikke er alt for kraftig, da Passja selv er en ikke så kraftig type. Nash var en smule højere end Passja og naturligvis lidt kraftigere. Typemæssigt virkede de også gode sammen. Lidt hurtige på aftrækkeren, smidige og glade for hinanden. Så hvis det lykkes, er jeg sikker på, at det bliver nogle fine hvalpe.

Den udvalgte hanhund
Ullhedens Passja (født 18.12.2022) forventes at komme i løbetid i maj måned 2026 og skal parres til den tid.
Om alt går vel, vil der så blive født hvalpe i juli måned.
Passja er en meget aktiv kelpie og hun træner i A-klassen i DcH.

Den forventede far bliver Nash Black Mount McKinkey (født 15.4.2020) fra Tjekkiet.
Nash er også en frisk fyr og han træner agility i Tjekkiet. 

Passja er brun og Nash er sort, så der kommer formentlig hvalpe i disse 2 farver