Sidste nyt

DcH Herfølges klubmesterskab 2019 blev en kæmpe triumf for kelpierne.
Der var kelpier med i B-, A- og Eliteklassen og alle 3 klasser blev vundet af en kelpie.

Mor Yaqui tog sig af Eliteklassen med 391,50 point (max. 400). Eneste E-hund, der fik alle genstande, figuranter og øvelser i lydigheden.
I A-klassen deltog 2 af Yaquis hvalpe Cheetah og Casey. De er nu godt 4 år gamle og er cool nok til at styre sådan en A-klasse. Maria Dale med Cheetah vandt med 258,10 point (max. 300) og Robert Hansen med Casey blev nr. 2 med 255,25 point.
I B-klassen vandt endnu et af Yaquis børn, nemlig Coco med 196,65 point (max. 200), så Robert Hansen fik endnu en pokal 😊

Nr. 3 i B-klassen blev Brownie med 190,10 point skarpt forfulgt af Ned på 4.-pladsen med 186 point.
Mine egne tre
Busligans Yaqui
fik comeback til klubmesterskabet efter en elendig sæson med skader og andet bøvl. Yaqui var superfrisk, jeg var til gengæld slået helt ned med virus og jeg var helt væk. Yaqui klarede stort set det hele selv med mig ved sin side, men uden det store overblik. Super dygtig hund, nærmest ingen fejl. Hun er bare god, når det kører for hende!

Outbacklightnings Beasty Brownie har haft en lidt blandet sæson. Pæne resultater, men uden at være prangende. Manglende træning bærer det meste af skylden for det.
Brownie var simpelthen KLAR til at komme i kamp fra morgenstunden, så de fleste fejl skyldtes at det skulle gå lidt for stærkt. Lidt rod både ved start og slut på apport og spring kostede og et par skævsidninger. Derudover lidt rod på sporet, men absolut et godkendt resultat – og første konkurrence, hvor Brownie ikke missede en øvelse. Dygtig pige 😊
Auskelp Ned Kelly – min importerede hanhund. Ned fik sin debut som konkurrencehund i B-klassen efter knap 1½ år i Danmark. Ned har startet på absolut 0 omkring træning, så det har ind i mellem været svært at få samarbejdet til at fungere. Men efterhånden er han blevet meget glad for at træne og også ganske stabil. Han havde inden konkurrencen alle grundelementer på plads, men flere af kombinationerne havde han ikke nået at afprøve. Så forventningerne var beherskede fra min side.
Ned startede ud med spor og gik op til sit allerbedste, ikke perfekt, men helt selvstændigt. Derefter skulle vi lave rundering. Ned havde aldrig prøvet at lave en hel B-rundering med tomt skjul og skjult figurant. Ovenikøbet en fremmed figurant, men han satte selv tingene sammen undervejs og udførte øvelsen perfekt. Frit søg var perfekt. Lydighedsøvelserne var alle i orden, men der var selvfølgelig nogle småfejl hist og pist, men vi fik point i alle øvelser, og det var mit primære mål. Vi fik bare mange flere point, end jeg nogensinde havde turdet håbe på. Ned var utrolig god til at samarbejde hele dagen og han var bare glad hele vejen igennem. Dejlig dreng!