Månedens kelpie

Månedens kelpie er en skiftende præsentation af en Tarrawangas kelpie. Jeg synes, det kunne være lidt sjovt at følge med i, hvordan det går med hvalpene, det er jo ikke dem alle, jeg har så meget kontakt med. Jeg håber, I også vil synes, det er interessant at få lidt mere at vide om de forskellige kelpier.

Mit navn er Cheetah, men derhjemme bliver jeg ofte kaldt Disch. Dette skyldes at jeg bor sammen med Marius på knapt 3 år, og da han var mindre kunne han kun sige Disch, hvilket jeg så reagerer lige så fint på som mit rigtige navn.

Jeg er 1 ud af 6 dejlige hvalpe fra min mor Yaqui’s første kuld. Vi synes selv, vi er nogle helt exceptionelle skønne, flotte, søde og dejlige hunde. Vi mødes et par gange om året til lidt leg, spas og løjer, (tror nok min menneske-mor kalder det træning), og gerne når vores mennesker trænger til at grine, spise og nyde et glas vin sammen. Det er bare så dejligt at se mine søskende, og vi bliver alle så glade for at se hinanden, selvom der går måneder imellem. Det er kun mine 2 brødre, der har en konkurrence om, hvem der er den flotteste, men det gider vi 4 tøser ikke at blande os i.

Til dagligt bor jeg sammen med min menneske-mor Maria, hendes søn Marius og hendes kæreste Øystein i Humlebæk. I maj sidste år kom min ”tante” Kitty på besøg i en uge, og jeg blev så glad for at være sammen med hende, at min mor og jeg blev enige om, at det var bedst at Kitty flyttede permanent hjem til os. Kitty er 11,5 år, men hun gider godt at lege med mig hver eneste morgen, når vi vågner. Og når vi er ude og kigge efter smarte hanhunde i skoven om eftermiddagen, kan jeg også ofte få hende til at lege fange med mig. Det er bare så sjovt.

Jeg har et deltids arbejde, som består i at finde forsvundne ting og mennesker i skoven, og tabte godbidder og små genstande ude på markerne. Det elsker jeg bare over alt på jorden. Jeg har været rigtig god til at finde mennesker på korte afstande, men lige nu er jeg ved at blive forfremmet til at finde mennesker ude i skoven, hvor jeg skal løbe rigtig stærkt frem og tilbage over en sti. Når jeg bliver bedre til at løbe helt lige, skal jeg også lære at gå efter færten af mennesker, der er blevet væk, som jeg så skal finde og gø ad. Min mor siger, at mine kollegaer kan starte arbejdet, når deres mennesker siger ”ud”, men det kan jeg ikke. Jeg har besluttet mig for først at starte, når min mor siger ”piiijvn”. Men så skyder jeg også afsted som en raket. Og når jeg så har gjort mit arbejde ordentligt, får jeg mit ynglings legetøj, som er en orange bold. Jeg elsker bare mit arbejde.

1 gang om året tager min mor mig med til noget, hun kalder udstilling. Det er noget meget mærkeligt noget, hvor jeg får et specielt halsbånd med line på helt oppe ved mit hoved. Og så skal jeg løbe ved siden af min mor, uden at må kigge på hende, som jeg plejer, mens der sidder nogle mennesker inde i et telt og kigger på mig. Når vi så har gjort det, kommer der en person ud, og begynder at gramse på hele min krop. Når jeg så er færdig med det, får min mor et stykke stof i hånden. Jeg forstår det ikke helt. Jeg hørte, at min mor sagde, at dem i teltet synes, jeg havde et flot hoved, men nogle lidt tynde ben. Men jeg synes, jeg har nogle flotte stænger, og så kan de løbe rigtig stærkt. Og det er jo klart det vigtigste, når man er en smart kelpie som mig.