Månedens kelpie

Månedens kelpie er en skiftende præsentation af en Tarrawangas kelpie. Jeg synes, det kunne være lidt sjovt at følge med i, hvordan det går med hvalpene, det er jo ikke dem alle, jeg har så meget kontakt med. Jeg håber, I også vil synes, det er interessant at få lidt mere at vide om de forskellige kelpier.

Hej med jer alle sammen

Jeg hedder Cheetah og jeg vil godt fortælle lidt om, hvordan det er at få hvalpe og være væk fra sin mor samtidigt.
Jeg var i Sverige sidst i maj måned til noget de kaldte et ”stævnemøde” med en svensk charmør. Ja det syntes han i hvert fald selv, at han var – og jo han var nu faktisk ret sød. Vi var der nogle gange – hvorfor ved jeg egentlig ikke rigtigt.
Nå det glemte jeg alt om, men efter et stykke tid begyndte jeg at føle mig så mærkeligt tung og måske også lidt utilpas. Min mor Maria blev helt vildt glad og sagde, at nu skulle vi have små søde og lækre hundehvalpe. ”Hvad snakker du om” tænkte jeg, ”hvor skulle de komme fra”?
En dag sagde min mor til mig, at nu skal vi køre ned til tante Annette og så skal du blive der. Og om 3 dage, så skal du have hvalpe. Jeg var stor og tyk og uformelig og ikke i humør til at høre på dum snak, så jeg gik ud i haven og gravede et kæmpehul. Min krop var helt mærkelig, jeg kunne slet ikke holde op med at grave, selvom jeg gerne ville.
Min mor blev helt mærkelig og for rundt i panik og pakkede ting og pakkede dem ud igen. ”Kan vi dog ikke få lidt ro” tænkte jeg surt, for jeg havde det ærlig talt ikke særlig godt.
Jeg blev proppet ind i bilen med en masse ting og lillebror og så susede vi mod Stevns. Da vi ankom susede tante Annette også rundt med et lidt panikagtigt udtryk og jeg blev installeret i en mærkelig kasse, som jeg ikke havde set før. Heldigvis faldt der hurtigt ro over de to damer og vi sad alle i et rum, som de kaldte ”hvalperummet”. Jeg havde det egentlig ok igen, men pludselig fik jeg det rigtig dårligt.

Nå men for at gøre en lang historie kort, så endte jeg næste morgen med at have 8 små usandsynligt søde hvalpe – ligesom min mor havde sagt. ”Jeg håber ikke jeg skal det her igennem igen om 3 dage”, kan jeg huske at jeg tænkte. Min mor og resten af familien blev hos mig i nogle dage og så lige pludselig var de væk. Så var jeg alene med hvalpene, men det var også helt fint. De var simpelthen så søde, så jeg blev bare hos dem hele tiden. Tante Annette måtte nærmest hive mig ud af kassen, når jeg skulle ud at gå.
Min mor & co. var på besøg flere gange, men de kunne bare køre igen, jeg blev her hos mine hvalpe. Jeg tror min mor var lidt ked af, at jeg ikke var mere ked af, at hun kørte, men jeg har jo et helt andet ansvar nu. Så jeg stod bare i døren og kiggede mens hun pakkede bilen. Tante Annette sagde, at det her var noget af det nemmeste, hun havde været med til, for lige meget hvad der skete, så blev jeg bare hos mine hvalpe.

Jeg havde også nok at se til. Spise kunne hvalpene jo selv, men der skulle ordnes rumper hele tiden og samles små bitte lorte op og der skulle slikkes og ordnes.

Nu er hvalpene blevet 8 uger og de er ærlig talt en flok skarnsunger. De er ligeglade med mig – de vil bare hænge i mine patter, og det er faktisk ikke særligt sjovt, når de har munden fuld af sylespidse tænder. De laver ballade hele tiden og råber op, når tingene ikke passer dem. Og når der kommer nogen på besøg, så hilser man bare hurtigt på mig og skynder sig ud til hvalpene. Helt ærligt – de er da ikke særlig søde mere! Og jeg trænger efterhånden til lidt opmærksomhed på min person – jeg har haft det hårdt og svært, men det er der ikke nogen, der tænker på.
Og kig lige på billedet – min krop er helt ødelagt! Jeg kan jo hverken løbe eller nogen ting.

Jeg tror, jeg går op og lægger mig!
tarrawangas cheetah hvalpe