Tarrawangas Halfdan / Palle
Tarrawangas Halfdan / Palle bor i Tisvildeleje hos Henrik og Lea Brund Rasmussen

Halfdan/Palle 1 år gammel
Halfdan hedder nu Palle og trives i stor stil ved skov og strand. Palle er en skødehund og en tyveprins, for han elsker at sidde på skødet og stjæle alt, hvad der rimer på sko. Skoene er hans eneste uvane.
Han har gået til hundetræning siden starten af 2024 og han går under navnet chokoladeraketten, for han er umanerlig hurtig. For nylig er han rykket op på et hold med lidt ældre hunde og mere disciplin. Vores hundetræner er virkelig dygtig og forstår heldigvis hunderacers forskellighed. Vi får altid sjove opgaver med hjem.
Siden han var helt lille, har han været med sin mor på job i en psykoterapeutisk klinik, hvor han er blevet fast og trygt inventar for rigtig mange klienter, der har glæde af hans nærvær, når samtalen bliver svær.
Palle er umanerlig nysgerrig, social og meget imødekommende over for alt og alle. Vi er meget imponerede over kepiens intelligens og hvor hurtigt den lærer nyt. Vi havde læst en del om racen forinden, men havde aldrig kunne forberede os på så megen kærlighed, glæde og livfuldhed han har bragt med sig. Vi glæder os til at kunne begynde at løbe sammen med ham i skoven og på stranden.
7 måneder gammel skriver Lea
Halfdan lyder navnet Palle nu og stortrives. Vi går til træning en gang om ugen og vi har fået formet en hverdag, der stimulerer ham og som giver en masse ro.
De fleste hverdage er han med mig i klinikken, hvor han modtager klienter med glæde og glæden er gengældt. Han formår at være omkring de allermest sårbare klienter, enten ved at lægge sig helt tæt eller hoppe op på skødet af dem. Det har stor betydning.
Det er en enorm glæde at have fået så skøn en hund. Vi har ikke fortrudt et eneste øjeblik og havde aldrig kunne forudse, hvilken gave det ville blive at opleve de bånd, der er opstået mellem os.
















