Tarrawangas Baxi

Baxi boede hos Therese Hauge i Hvalsø
16.05.2013  - 30.04.2024
Titler
DKCH, INTCH(U), BPB, BPAB, SL1, SPH1, KBHV19, LP1, LP2, DKVECH
Sundhed
Baxi er blevet røntgenfotograferet med flg. resultat:
Hofter A
Albuer 0
Øjne er undersøgt september 2016: fri
Ultralydsundersøgelse af hjerte februar 2017: fri

Læs mere om Baxi på hans egen hjemmeside: www.thekk.dk

2020: Baxi 7 år
Baxi er altid klar til en tur i det fri, også selv om han har udviklet et godt sovehjerte. Han elsker at arbejde for mig, men når vi så har været ude, så er han klar til en lur. Han er stadig lige så glad for alle mennesker og dyr, som han altid har været. Det tror jeg aldrig går af ham.
Samtidig er han venner med alle i byen. Hans yndlingssted i byen er at ligge uden for Brugsen, mens jeg handler. Skal jeg ikke handle, trækker han stadig over til Brugsen for at få lov at ligge der lidt og kigge på livet der går forbi.

I flere år har Baxi nu også sat stor pris på at jeg lukker hoveddøren op om morgenen, så han kan gå ud og lægge sig på fortovet. Herfra kan han se ned ad hele rækken af huse og holde øje med om nogen skulle komme ud, som han så kan kigge på. Han bliver liggende uden at forstyrre dem der går forbi, og kommer jeg ud, så rejser han sig og hilser på vores nabo eller viceværten. Alle andre lader han være.

Jeg tror at vores mange rejser ud i den store verden har været med til at skabe en god og afbalanceret hund, der nyder at leve og se på livet omkring ham. Han har været med mig i Spanien 3 gange, i Wales for tre år siden og så i England sidste sommer. Den slags oplevelser han har fået hvert sted, har givet ham en god ballast til at håndtere rigtigt mange situationer, og hver gang har alle dem vi mødte på vores vej, været så glade for ham. Jeg tror nok at Baxi har været en god repræsentant for både sin race og for hunde i almindelighed hvor end vi er kommet, og det har været fantastisk at få lov til at dele 7 år med sådan en fyr, også selv om jeg slet ikke kan forstå at der allerede er gået hele 7 år.

Månedens kelpie juli 2017
Den 16. maj 2013 var en helt særlig dag i dette årti, for da blev jeg født som lillebror til 7 småtossede søskende. Når man har småtossede søskende, er man nok også selv lidt småtosset, og I har jo allerede kunnet læse her på siden om tre af mine kuldsøskende, Midori, Dingo og Benji. Det er lidt svært at sige noget om mig der ikke allerede er sagt for gud hvor vi dog ligner hinanden, og vores mor, Kitty. Måske ligner jeg også min far lidt, for jeg tror nok at han var lige så god til at lege med sig selv i timevis som jeg er. Fire år nu er jeg holdt op med at udvikle så mange nye lege og nøjes med dem jeg selv synes jeg er vildt god til. Mere om dem lidt senere.

Jeg flyttede fra Kildegårdsvej ud til Kløvermarken midt i den Midtsjællandske natur og slår mine folder der også i dag. Alle i byen kender eller genkender mig, for jeg har en fast standplads uden for Brugsen og Fakta, hvor jeg fra helt lille charmerede mig ind i byens borgeres hjerter. Som bror Benji møder jeg nemlig helst hele byen på to ben mens jeg vrikker med hele kroppen og trækker ørerne tilbage med et bredt smil på læben. Det er der ikke mange der kan stå for når man er en lille hundehvalp. At jeg stadig tit gør sådan i dag også, er knap så populært, men så lader jeg bare som ingenting og hilser kun på dem som kigger på mig eller siger, "neeej, har du set den søde hund?" til sine børn.
At jeg er glad for børn er der vist ingen der er i tvivl om. Jeg har ikke nogen i min egen familie, men så slikker jeg bare på dem jeg ser på fjernsynet. Især synes jeg det er meget forfærdeligt når børnene græder. Så kigger jeg på min mor, på fjernsynet og tilbage på min mor, som så siger at hun synes også det er synd at de græder. Og så slikker jeg på dem og de holder næsten altid op med det samme.

Da jeg var lille, lavede min mor et hundetoilet til mig ude i min have. Det blev rigtig fint med kanter og grus og sådan. Men sandkasser tisser man altså ikke i - dem leger man i, så jeg brugte tit tid på at grave huller som jeg kunne lægge mig i når det blev varmt. Nu graver jeg ikke huller længere, men har et godt og køligt hyggested når solen står ned i den lille have. Min mor har godt nok lovet mig en større have, men indtil nu er der ikke sket noget, så jeg nøjes med at drømme og være glad for at jeg bor tæt ved nogle af Sjællands største skove, hvor vi tit går tur. Jeg har dog været i både Spanien og i Wales på ferie. Og min mor har lovet at vi skal over og besøge min kusine i England på et tidspunkt, måske til næste sommer. Og måske kommer jeg tilbage til Spanien i november-december til udstilling og til at mødes med mine fantastiske venner dernede. Vi må se, for jeg synes ikke lige at jeg får så mange lommepenge i øjeblikket.

Når jeg holder fri fra arbejde, så leger jeg. En af mine menneskevenner gav mig et minibidestyr med piv og håndtag i i hjemkomstgave. Og den er mit faste legetøj sammen med en af mine skumbolde. Nok er der ikke længere piv i den eller noget håndtag, men pyt, jeg tager den i munden og så tager jeg en bold som jeg sparker rundt med. Tit skubber jeg også bolden med bidestyret hen til min mor, så hun kan kaste den til mig. Så hopper jeg op og slår til bolden med bidestyret. Jeg er rigtig god til at kaste den tilbage til min mor, og så griber hun den og kaster den til mig igen. Det er den mest fantastiske leg der findes, men den kræver koncentration. Ind imellem tager jeg et af mine tykke tove med knuder på eller noget andet med liv i og mens jeg laver pirouetter rundt om mig selv, slår jeg legetøjet ned i gulvet. Jeg har på det seneste også lært at vride hovedet samtidig med at jeg laver pirouetter, for så kommer der et særligt hårdt schwung på tovet. Det er vildt sjovt.

Ude i haven har jeg en frisbee og to gamle fodbolde (den ene signeret af Michael Laudrup!) som jeg også leger med. Min mor synes jeg er lidt dum når jeg leger med dem, for jeg snakker som en tasmansk pungdjævel, når hun beder om at jeg afleverer.
Alt det andet legetøj jeg har, bruger jeg kun en gang imellem, så min mor synes at det hober sig op. Jeg får mere og mere, men jeg ødelægger det jo ikke, så hvad er problemet?
I øvrigt er min mor ret imponeret over mig. Hun synes jeg er så sød og dygtig, for når jeg er ude at gå tur og møder en hare eller en kat eller et egern ... så kigger jeg måske på den. Men tit så ser jeg den slet ikke. Det ved min mor ikke, men det er selvfølgeligt dejligt at få ros - også selv om det er for ingenting, eller bare fordi jeg er mig.

Det eneste tidspunkt min mor og jeg er uvenner, er når hun hiver neglesaksen ud af skuffen. Jeg kan høre det laaaaangt væk, og så løber jeg ind under spisebordet og gemmer mig. Og ligegyldigt hvor meget jeg vrisser og vrider mig, så ender det alligevel med at hun klipper løs. Føj, hvor er det bare urimeligt! Og nok så meget tørret kylling kan altså bare ikke kompensere for dyrplageriet! Og det oveni at jeg ellers bare er så dygtig og sød og dejlig og ...

Jeg elsker at arbejde og så snart halsbånd og snor kommer frem, danser jeg rundt på to ben. Jeg elsker når vi kører afsted, men da jeg var lille skreg jeg helt vildt indtil min mor kørte 2 min op til skoven for at gå tur. Så lærte jeg at der vist ikke var nogen grund til at skrige. Det var trods alt ikke slagteriet hun kørte mig til. Og nu er det en fest. Tit skal jeg ud at møde kelpievenner at træne sammen med, så det kan kun blive en fest. Lige nu er jeg i DcH's A-klasse, men jeg har også taget en del andre prøver i brugshunderegi og ind imellem kommer jeg ud til Camilla som træner hyrdning med mig.
Min mor synes også lige at jeg skal fortælle at jeg ser godt ud. Jeg er både dansk eksteriørchampion og klubchampion, og jeg mangler kun ét CACIB for at blive international champion. Mon ikke jeg bliver det til efteråret? Og det var hende der ikke lige regnede med at jeg ville blive den store skønhed! Men så var det godt at H.C. Andersen skrev et eventyr om en grim ælling.