Tarrawangas Bingo / Dingo
Bingo / Dingo bor på en gård i Sønderjylland
2023: Bingo/Dingo er flyttet til Sønderjylland, da det ikke gik godt med Catrines nye hund og Dingo. Dingo har det meget bedre som enehund.
2020: Bingo/Dingo 7 år
Dingo har trænet i DcH Hvidovre det meste af sin tid, mens Catrine har læst til dyrlæge i København.
Dingo fik sidste år en hundesøster, da Catrine overtog sin søsters hund og efter en vis tilvænning har det været til glæde for alle parter.
Dingo bor nu i Helsingborg i Sverige, hvor ”mor” har fået job som dyrlæge på en stor dyreklinik og nu har en del mere travlt end vanligt.
Januar 2017 - Månedens kelpie
Hej alle sammen,
Jeg er vist den eneste københavner-kelpie fra Tarrawangas, så det gør mig jo lidt speciel. Men på mange punkter er jeg vist ikke så speciel, for når jeg læser om de andre hunde fra Tarrawangas, så minder jeg ret meget om alle de andre.
Jeg bor i Valby sammen med Catrine og Dan i en et-værelses lejlighed. Det synes I nok lyder småt, men jeg elsker at være sammen med mine mennesker HELE tiden, så selvom de går de 5 meter gennem gangen ud i køkkenet, så følger jeg med.
Jeg sover i smørhullet i sengen om natten og cykler med mit menneske Catrine rundt i København. Mine mennesker ejer ikke en bil, og derfor har de faktisk købt en cykel med plads til en vasketøjskurv på ladet, så dér nyder jeg at sidde og nyde udsigten. Jeg synes dog, det er sjovere, hvis hun kører et sted hen, hvor jeg må løbe ved siden af cyklen. Jeg er vant til at køre med tog, og når jeg skal passes, så kommer mine hunde-bedsteforældre tit og henter mig i deres bil, som jeg altid falder i søvn i.
Jeg elsker mine mennesker! Jeg har fået at vide, at det tit er sådan, at de ikke kan blive enige om, hvem der skal få lov til at passe mig, fordi de alle sammen vil.
Jeg har gået til hvalpetræning, c-lydighed og agility i DcH, men da de lukkede det lydighedshold, jeg gik på, var der ikke mere plads til os, og derfor har vi holdt en pause i 2016. Men jeg håber på at starte til agility igen i foråret 2017. Jeg elsker hundetræning, og mine mennesker øver tit tricks og andre ting med mig, men lydighed synes jeg altså ikke er lige så sjovt som agility. Mit menneske er ikke så ambitiøs, når det kommer til træningspræstationer, men jeg har da en halv oprykning til B-klassen, fordi jeg har været til én konkurrence indenfor DcH.
Mit ene menneske læser jo til dyrlæge, og derfor er jeg blevet udsat for lidt af hvert. Jeg har været klinikhund på Universitetshospitalet for familiedyr inde på Frederiksberg og deltaget i nogle forskellige specialeforsøg. Jeg kan derfor fortælle, at jeg er helt perfekt inden i og udenpå (bortset fra at det ene øje producerer lidt mindre tårer end det andet). Jeg valgte at stoppe som klinikhund, fordi jeg blev træt af det. Mit menneske kunne ikke helt forstå, hvorfor jeg ikke ville med hen til hospitalet om morgenen, og så besluttede hun sig for, at jeg ikke skulle arbejde som klinikhund mere. ”Lønnen”, som var gratis hundemad, savner hun dog lidt, siger hun.
Som hund af en dyrlægestuderende skulle man ellers tro, jeg ville finde mig i alt, men mine poter skal ingen altså røre! Jeg bider ikke, jeg kan bare virkelig ikke lide det. Måske er det, fordi jeg er blevet pillet FOR meget ved. Og når jeg skal tørres med et håndklæde efter en dejlig mudret tur i Søndermarken eller Valbyparken, så knurrer jeg også altid rigtig meget, men jeg bider ikke.
Det eneste tidspunkt jeg har nappet nogen, var, fordi min ”hunde-farfar” kom til at sparke til mig mens jeg sov under spisebordet, og så nappede jeg ham i storetåen. Det synes mine mennesker var lidt sjovt, men nu holder de meget øje med, om jeg kan finde på at gøre sådan noget igen.
Jeg elsker jo alle mine mennesker, og jeg får rigtig tit at vide, hvor velopdragen jeg er. Det eneste tidspunkt, jeg ikke kan styre mig, er, når jeg ser mine mennesker, som jeg ikke har set længe. Så hopper jeg op af dem, slikker på dem, piber og logrer. Jeg kan slet ikke styre glæden, men efter nogle minutter har jeg fundet ud af, at jeg skal beholde alle 4 poter i jorden (for det meste).
Blandt mine mennesker er der to børn, som er Dans nevø og niece. Jeg er rigtig god til at være sammen med dem, og jeg har faktisk fået stukket en finger i øjet af den ene en gang, uden at jeg blev sur. Om sommeren elsker jeg at løbe rundt ude i haven med dem og lege i sandkassen og alt sådan noget, det er bare dejligt, at der sker noget, men når de små mennesker tager hjem igen, er jeg også virkelig træt, så det er dejligt, at jeg ikke bor sammen med dem hele tiden.
Andre hunde gider jeg ikke rigtigt. Er det hunde, som jeg kender (især hvis det er en anden kelpie) så vil jeg rigtig gerne lege, men når jeg bare går tur eller træner med mit menneske, så er jeg fuldstændig ligeglad. Jeg synes faktisk for det meste, at andre hunde er lidt træls, ISÆR nærgående hanhunde. Dem skal jeg nok hurtigt fortælle, hvor skabet skal stå. Men hvis jeg møder en hvalp, så får den lov at gøre alt ved mig. Jeg er faktisk lidt mærkelig omkring andre hunde, og mine mennesker kan ikke rigtig forudse, hvordan jeg vil reagere, for engang imellem møder jeg en hund, som jeg godt kan lide og så kan jeg lege vildt lang tid sammen med dem. Bare det ikke er pågående hanhunde, som kun tænker på én ting.
Til allersidst kan jeg fortælle, at jeg er en lille kelpie rent størrelsesmæssigt. Jeg er ca. 43 cm høj og vejer normalt 14 kg (jeg har taget lidt på her efter jul……).
Kelpiekys fra Dingo
P.S. I kan alle sammen følge mig på instagram, hvor jeg har min egen profil. Mit navn derinde er @dingothekelpie
