Jacques

SATORIS PALLAS / JACQUES

5. hund: schæferhund, han
18.8.1999 – 12.8.2010
Jeg overtog Jacques i sommeren 2001

Jørgen anskaffede sig en dejlig grå schæfer hanhvalp, da vi var flyttet fra hinanden. Jacques blev hans kaldenavn og han blev passet rigtig meget hos Offi og mig. Han var helt ekstremt glad for Offi og helt ekstremt glad for at være hos os, så det skete mere end én gang, at han tiggede sig til at komme med igen, selvom jeg var kørt ud for at aflevere ham. Han lærte hurtigt at se så lille og sølle ud, at man ikke nænnede at sige nej til ham.
Da han var 2 år overtog jeg ham helt og han fik sin store drøm opfyldt – at være sammen med Offi altid. Jeg har sjældent set sådan en hengivenhed fra en hund, som han viste over for Offi, jeg tror helt sikkert, at han havde givet sit liv for hende, hvis det havde været nødvendigt.
Jacques var en helt usædvanligt sent moden hund. Indtil han var omkring 4 år, kiggede han altid på Offi, hvis der skete noget usædvanligt – hvad gør vi i sådan en situation? Men efter 4-års alderen blev han dog endelig voksen og kunne selv finde ud af tingene. Jacques var en pragtfuld hanhund med en uudtømmelig energi og lyst til at træne og arbejde. Han var først rigtig lykkelig, når vi havde trænet i timevis og han nærmest faldt om af udmattelse. Noget anstrengende ind i mellem, når man ikke lige selv havde den energi. Også noget anstrengende, når man skulle ud af døren og håndtaget nærmest blev flået ud af hånden på en og træskoene fløj en om ørerne, fordi det ikke kunne gå hurtigt nok med at komme af sted.
Jacques var måske ikke den mest begavede hund, jeg har haft. Når han skulle løse et problem, så ville han altid vælge at bruge benene i stedet for hovedet – bliver det svært – så må jeg løbe hurtigere. Det arbejdede vi meget med, da han var ung og det lykkedes faktisk at få ham til at arbejde på en anden måde – for han var nu ikke så dum alligevel! Han havde helt klart et potentiale for at udvikle stress, han kunne godt få dårlig mave, hvis tingene blev for spændende.
På en eller anden måde, som jeg endnu ikke forstår, så lærte han at stoppe sig selv, hvis han var ved at stresse op. Jeg sagde til ham, at han skulle stoppe med at stresse – og så gjorde han det! Meget effektivt og meget mærkeligt, men det kunne han altså.
Jacques var en af den slags hanhunde, som stort set aldrig sloges med andre hunde. Han havde en selvtillid, styrke og en ro, som betød at andre hanhunde ikke udfordrede ham til slagsmål. Han var stor og stærk, både fysisk og psykisk og han har afvist flere unge brushoveder bare ved at kigge på dem.
Jeg fik Jacques da han var 2 år, så han var ret gammel, da han startede i B-klassen og havde alt for stor arbejds kapacitet til at gå i en klasse med så lille et program. Jeg brugte derfor rigtig meget tid på at holde ham rolig i stuedressuren. Opvarmning til ethvert dommerhold i B-klassen var mindst 10 minutters langsom gang i fri ved fod. Det fik ham ned på et energiniveau, hvor han kunne præstere en fornuftig lydighed. Det blev selvfølgelig bedre efterhånden som han kom op i klasserne og fik noget ”rigtigt” hundearbejde at forholde sig til. Han kom først med til DM som elitehund, da Offi gik på pension, og han lavede nogle rigtig flotte resultater.
Desværre holdt han ikke i så mange år, som jeg havde håbet på. Han fik en rygskade allerede da han var 6 år. Jeg vidste ikke hvad det var, vidste bare at der var noget galt med ham. Jeg prøvede at holde ham kørende endnu en sæson med flittige kiropraktor besøg, men det gik ikke, så jeg måtte stoppe med ham.
Jacques havde mange gode år som pensionist, hvor jeg trænede alle øvelser med ham undtagen eftersøgning, for det var helt klart løberiet, der gav ham problemer. Han løb også som en vanvittig – mange gange har jeg nærmest ikke turdet kigge på ham, når han styrede direkte mod et kæmpe træ og først løb udenom indenfor de sidste centimeter. Men sådan var han i alt arbejde – han gav sig fuldt ud – og det kunne hans krop desværre ikke holde til.
Han blev aflivet en uge før han fyldte 11 år, da hans bagben ikke ville lystre ham mere.