Sniff

SNIFF

1. hund: blanding (tysk korthåret-schæfer-retriever), tæve               
?.5.1975 - 27.12.1988

Da jeg var 13 år gammel var det et stort ønske for mig at få en hund. Dette ønske skulle vise sig at kunne gå i opfyldelse, da noget familie fik uønskede hvalpe. De havde en gammeldags lænkehund, sådan en arrig tæve, som man gik langt udenom, blanding af labrador og schæferhund. En tysk korthåret hanhund var kommet forbi og det havde resulteret i et kuld hvalpe. Måske ikke det oplagte sted at finde en sød og god hund, men vi kunne få en hvalp gratis, hvis min far ville tage sig af (læs: aflive) de overflødige hvalpe. Sådan gjorde man jo dengang og jeg fik min hundehvalp!
Freja skulle den hedde, men det blev jeg talt fra, så først hed den Sniffer og senere bare Sniff. En jagthund af hjertet med et ikke helt godt væsen. Hun var bange for fremmede og kunne finde på at bide – så hun havde nok arvet både fra sin far og mor. Jeg startede på et kursushold i DcH Risskov i 1976, da Sniff var godt et år. Min moster tog mig med, hun havde fået en ny hund, som også skulle gå til træning.
Sniff var ikke så nem, hun ville ikke i kontakt med træneren og hun løb væk og der var meget i vejen, så jeg fortsatte efter de 3 måneder og blev meldt ind i DcH i januar 1977. Efterhånden gik det bedre med hende, hun havde stadig masser af problemer med fremmede mennesker, men på holdet gik det bedre. Hun jagtede med stor fornøjelse harer og andet vildt, hvis hun kunne komme af sted med det, løbere og cyklister fik samme tur, de kunne dog også få et nap, hvis det skulle være.
Til alles store overraskelse (også min) blev Sniff klubmester i C-klassen, selvom vi ikke gik på konkurrenceholdet.
Som årene gik, fik jeg bedre og bedre styr på Sniff, hun var i kontakt med mange mennesker via træningen og det gik hurtigt fremad med øvelserne, da jeg først fik lidt styr på træningen.
2 års træning i B-klassen kulminerede med at Sniff blev både kredsvinder og landsvinder i 1979. Dengang var Landskonkurrencen (LK) et en-dages arrangement, som blev afsluttet med en middag for alle deltagerne. Flæskesteg med brun sovs og kartofler kan jeg huske, at vi fik, og vi sad ved lange borde, mens vinderne blev råbt op. Jeg blev råbt op som vinder af B-klassen og jeg troede simpelthen ikke på det. Mine bordfæller måtte sende mig op til landsformanden, så jeg kunne få min præmie. Fantastisk og helt uventet for mig. Sniff havde gået udmærket, men dengang var der en øvelse, der hed frygtløshed for slag, hvor hunden skulle gå frem mod en person, der slog efter føreren med en kæp. Det ville Sniff ikke, hun var godt nok ikke bange, så hun blev siddende – det kunne max. give 5 point, så jeg var ret sikker på, at jeg havde mistet for mange point på det og nogle andre småting.
Sniff havde også problemer med en øvelse, der hed frygtløshed for skud. Her skulle hund og fører gå fri ved fod ind mellem 2 personer med god afstand imellem. Når man passerede disse personer, affyrede den ene et skud, og det var Sniff bange for. Vi havde dog øvet og øvet med dette, så det gik.
Sniff var en blandingshund og dengang skulle der søges om dispensation for at en sådan hund kunne komme til DM. Alle fik dispensationen, men søges, det skulle der.
Senere da Sniff kom i Vinderklassen (svarer til Eliteklassen i dag) blev skuddet affyret, mens hunden løb frem i fremadsendelsen. Det betød på længere sigt, at Sniff ikke gerne ville lave stuedressuren, da hun jo vidste, at der kom et skud på et tidspunkt.
Ja sådan var det i gamle dage – nu er alle disse væsenstest-øvelser for længe siden taget ud af DcH’s program – og tak for det!
Sniff var kun 1 år i A-klassen, og hun begyndte at få nogenlunde styr på øvelserne, da jeg ung og dum, fik den anden oprykning til klubmesterskabet. Det var nok gået mig bedre i det lange løb, hvis jeg havde undladt at rykke op så hurtigt (og det fik jeg vist også at vide både før og efter!).
Men Vinderhund blev Sniff og det gav en del hårde år med ikke særlig gode resultater. Eliteturneringen startede i de år, hvor Sniff var Vinderhund og dengang kunne alle Vinderhunde deltage. Jeg deltog også med Sniff, men jeg gennemførte ikke, deltog blot i nogle få af konkurrencerne. Dengang var der ikke ret mange Vinderhunde i de enkelte kredse, så man var nærmest selvskreven til at komme med ved Landskonkurrencen. Sniff deltog ved LK flere gange, men blev aldrig placeret.
Sniff blev ældre og jeg flyttede hjemmefra, boede på 2 værelser midt i Århus og jeg havde bestilt en schæferhvalp allerede inden jeg flyttede ind. Jeg havde de 2 hunde sammen en del år, men da Sniff blev gammel, flyttede hun hjem til mine forældre igen. Hun fik diabetes og min mor kogte jordskokker, majroer og gulerødder til hende igennem flere år. Til sidst, da hun var 13 år, kunne hun ikke mere og jeg fik hende aflivet.
Dengang jeg havde Sniff svor jeg, at jeg aldrig mere ville have en nervøs hund, aldrig mere en jagthund, aldrig mere en hund med tynd pels, som ikke kunne arbejde i regnvejr og aldrig mere en tæve. Jeg har overholdt de fleste af disse løfter – det eneste jeg har gået fra er det med tæven – og det var nok i virkeligheden ikke et problem.