Offi

PA-SCHACKS OFFI

4. hund: schæferhund, tæve
29.5.1994 -1.11.2006

Jeg fik Offi i 1994, en dejlig lille schæferhvalp, en tæve. Hun var nok den mest aktive hvalp, jeg på det tidspunkt havde mødt. Hun sov stort set ikke de første måneder, jeg havde hende, eller sådan føltes det i hvert fald. Bjerge af legetøj og andre ting lå i huset i et jævnt lag.
Offi ville rigtig gerne træne og lære nye sjove øvelser og hun var rigtig dygtig allerede fra lille. Jeg havde planlagt at vi skulle være klar til sæsonen 1995 i B-klassen, men sådan kom det ikke helt til at gå. Offi led rigtig meget af vokseværk, så vi kom først til konkurrence efter sommerferien. 3 kredskonkurrencer kunne vi nå, så udtagelsen til DM var ikke helt oplagt. Offi viste sig dog fra sin bedste side, så på de 3 konkurrencer nåede vi at blive udtaget til DM som nr. 1 i kredsen. DM var en lidt blandet oplevelse, men vi var da med!
Jeg tog 2 år i A-klassen, da det jo var gået lidt hurtigt med at få Offi rykket op. Det første år var vi slet ikke til konkurrence, men det andet år 1997 var vi klar! Offi var simpelthen toptunet på A-programmet og vi vandt ALLE de konkurrencer, som hun stillede op i det år inklusive DM i Odense.
Så var det Eliteklassen fra 1998 og frem: 6 gange deltog Offi ved DM og 3 gange vandt hun DM. 5 år i træk deltog hun i Eliteturneringen og hun vandt ALLE 5 gange.
5 gange deltog hun ved de nordiske mesterskaber i spor og 4 gange var hun på skamlen, den ene gang som nordisk mester. Danmarksmester i spor og alt muligt vandt hun – den mest stabile konkurrencehund, jeg nogensinde har haft og sikkert også nogensinde får.
Offi var i det hele taget en usædvanlig hund. Hun er den eneste hund, jeg har haft som reelt var min næstkommanderende på mange områder. De fleste hunde opdrager hvalpe i forhold til sig selv, men Offi kunne også opdrage dem i forhold til mine regler. Hun lærte f.eks. Jacques at komme, når der blev kaldt. Hvis han sakkede for meget bagud, når vi gik tur, eller ikke kom med det samme, når jeg kaldte, så stoppede Offi op og ventede på ham, mens jeg gik videre. Når Jacques så kom forbi Offi på vej hen til mig, så fik han et fur af hende – her følger man altså med! Det er sådan hunde kan gøre åbenbart, for hvis jeg havde stukket ham en, når han kom, så skulle han da nok være holdt op med det, men Offi kunne han godt forstå. Hun var i det hele taget fantastisk til hvalpe. Hun ville gerne lege med dem, men bedst var hun faktisk til at udstikke grænser for dem. F.eks. engang min veninde Jette var på besøg for at vise sin nye schæferhvalp på en 3-4 måneder frem. Vi sad inde i stuen med havedøren åben og hvalpen syntes, det var helt vildt sjovt at løbe som en vanvittig ud af døren, ind igen og rundt om bordet, hvor vi sad. Den blev ved og ved og Jette forsøgte at få den til at holde op, men uden held. Offi lå på gulvet og kiggede på det hele og da Jette gav op, rejste Offi sig og bad hvalpen holde op. Det gjorde den lige et øjeblik, men så startede den igen. Offi rejste sig igen stak et ben ud foran hvalpen og knurrede af den. Bum – så lagde hvalpen sig og faldt i søvn – den var færdig med at lege!
Hun var også en meget selvbevidst hund, som udmærket var klar over, at der var ting, som hun skulle gøre og ting, som jeg skulle gøre og jeg skulle ikke blande mig i hendes opgaver.
I det nordiske program var det blevet moderne, at man skulle have vand med til hunden under de store øvelser. Det havde jeg aldrig brugt, men jeg tænkte, at hvis alle syntes det var så fantastisk, så ville jeg da også prøve det. Så jeg havde en lille flaske vand og en skål med, da vi var i Norge i sporklassen. Vi startede på sporet og alt gik godt og da vi var ca. halvvejs tænkte jeg, at jeg ville give Offi noget vand, det var et ret kuperet område vi gik i, så det måtte være nu. Offi havde fundet en genstand og da hun havde afleveret og fået sin belønning hældte jeg vand op til hende. Offi gloede på vandet og på mig og signalerede helt tydeligt, at hvis jeg ville drikke vand, så måtte jeg jo gøre det, men hun var altså ved at gå spor. Og hvis jeg i øvrigt ikke kunne følge med, så kunne jeg evt. blive siddende og drikke vand – og så fik jeg ellers travlt med at pakke mit vand sammen og komme med der ud af.
Da Offi blev ældre og var gået på pension blev hun ofte passet af min veninde Mather. Mather havde selv en schnauzer og hun gik tit lange ture med de to hunde. En gang var hun gået ud langs stranden ved Rødvig med hundene og de legede og Offi badede selvom vandet var lidt koldt. Stien gik videre væk fra stranden og gennem en skov og en lang vej tilbage gennem et sommerhusområde, en tur de havde gået mange gange. Da Mather syntes hundene havde badet og hygget nok, begyndte hun at gå videre ud ad stien. Hundene fulgte med, men Offi slæbte sig af sted, hun havde helt tydeligt ondt i benene og kunne slet ikke følge med. Mather blev nærmest panikslagen, der var flere kilometer ud til en vej eller hjem og her stod hun med en gammel hund, der simpelthen ikke kunne gå mere. Hvad skulle hun gøre? Hun kunne ikke bære Offi så langt og hun kunne heller ikke efterlade hende. Nå men de måtte jo bare prøve at gå meget meget langsomt tilbage, så Mather vendte om og i samme øjeblik hoppede og dansede Offi ned til stranden og legede i vandet igen! Bare én af mange gange, hvor hun tog r.... på Mather!